Et bæredygtigt træhus med lavt energiforbrug bygget efter BR15
Christian Vium ønskede sig et hus indrettet efter sit eget hoved med et meget lavt energiforbrug. Han havde allerede købt en byggegrund i Svendborg og sørget for jordbundsprøver. Så han kendte udmærket sit udgangspunkt. Men det blev alligevel svært at finde det rigtige byggefirma.
I 2012 gik han i gang med at lede efter et byggefirma, som kunne hjælpe med at bygge hans nye hus. Desværre oplevede han, at flere af dem var mest interesserede i at få hans underskrift i en fart og mindre optagede af at besvare hans spørgsmål og finde den bedste løsning for ham.
“Jeg er selv tekniker og forventer at få svar på de ting, jeg spørger om. Derfor var det en grotesk oplevelse, at de ikke kunne forklare deres løsninger og priser. Egentlig endte jeg med at blive så træt af mit byggeprojekt, at jeg var klar til at sælge det hele,” husker Christian Vium.
Arkitekttegnet hus i Svendborg
Lige som det så håbløst ud, mødte Christian Vium tilfældigvis en arkitekt gennem sit netværk. De havde en god snak om familiens behov, og kort efter var der en god skitse klar til det nye hus.
“Pludselig var huset der! Det havde nogle meget bedre løsninger, end andre havde foreslået, fordi det var tegnet til os i stedet for at være en standardløsning ud fra, hvordan man bygger billigst,” siger Christian Vium.
Nu skulle han bare finde en tømrer, som kunne bygge huset i Svendborg. Og da han havde talt med nogle forskellige, faldt valget på os.
“Jeg var skeptisk over for modulbyggeriet i starten, men det viste sig at være meget fleksibelt. Jesper Secher skiller sig ud på den løsning og på at være løsningsorienteret. Det var en dejlig oplevelse, og der var ingen ekstra omkostninger ved byggeriet. Det kan ingen af mine naboer sige om deres nye huse,” siger Christian Vium.
Træhuset i Svendborg er præcis det samme som på arkitektens tegning, der blev søgt byggetilladelse ud fra. Det er langt fra normalt, at man ser så godt et samspil mellem arkitekten og entreprenøren.
Medbyg hus i Svendborg
Fordi Christian Vium både har teknisk snilde og autorisation til at udføre el-arbejde, ville han gerne tage sig af en stor del af byggeriet. Men flere af de byggefirmaer i Svendborg, han talte med, kunne ikke engang love ham en byggenøgle, så han kunne følge processen. Hos os fik han mulighed for at tage præcis de dele af husbyggeriet, han ville:
- Jordvarme
- Ventilationsanlæg
- Alle el-installationer
- Og montering af køkken
En af de store udfordringer i medbyg er at få tidsplanen til at gå op på tværs af de mange mennesker, der skal ind på byggepladsen. Vi gør os meget umage med at respektere de andre på byggepladsen og deler gerne vores erfaringer med at styre byggerier med dig.
"Det fungerede vældigt! Alle håndværkerne, jeg talte med, var meget tilfredse med planen. Min varmepumpe-mand, som har installeret varmepumper i over 20 år, sagde endda, at det var noget af det mest vellykkede, han havde set," siger Christian Vium.
Træhuset i Svendborg var klart til indflytning i 2013, og det fungerer stadig præcis, som det skal. Selv med Christian Viums skarpe blik er der ikke noget at sætte en finger på efter alle årene i huset.
"Ingen revner i gulve eller fundamenter. Intet der knager. Energiforbruget var meget vigtigt for mig, og ved trykprøve var det 0,28. Det siger noget om, at man har lavet det ordentligt. Hos Secher får du noget godt for pengene. Han er løsningsorienteret og kvalitetsbevidst. Hvis jeg en dag skal bygge nyt igen, vil jeg vælge ham igen."
Om det bæredygtige råhus på Fyn:
Opført: 2013
Bolig: 197 m2
Forbrug: ca. 11.000 kr. om året i el (som også dækker jordvarmen)
Arkitekt: Arkitektfirmaet Mariagerfjord ApS