Sune byggede et bæredygtigt træhus tæt på naturen i Værløse
Sune Olsen fik et råhus fra os i 2015. Han havde solgt sin lejlighed og købt en grund i Værløse med et gammelt hus på. Det gamle hus var ikke til at renovere, så det blev revet ned. Og så skulle der bygges et bæredygtigt hus i stedet.
Sune brugte meget tid på at undersøge mulighederne, men kunne ikke få et hus i beton til at harmonere med ønskerne om et bæredygtigt hus.
“Min farfar var håndværker. Min far var opvokset på sin fars værksted og derfor autodidakt gør det selv-mand. Det har jeg også lært meget af, så jeg har selv købt og istandsat lejligheder,” fortæller Sune Olsen.
Men at bygge et helt hus havde han aldrig prøvet før. Og derfor var han varsom med at kaste sig ud i projektet helt alene.
“Man har behov for hjælp til nogle ting, når man skal bygge noget så risikofyldt som et helt hus. Jeg havde brug for skallen til mit hus, så der ikke kunne gå noget galt, jeg ikke selv kunne ordne. Så faldt jeg over Jesper Secher, som var en af de få, der byggede råhuse i træ dengang.”
Balance mellem bæredygtighed og økonomi
Sunes byggegrund lå ud til Hareskoven, så det gav god mening for ham at tænke på naturen i byggeriet af det nye hus. Men han skulle selvfølgelig også have økonomien til at hænge sammen.
"Det er rart at tænke på den energi, vi bruger. Derfor ville jeg gerne have et råhus i træ i stedet for det mere ressourcekrævende betonbyggeri.”
Vi leverede Sunes råhus komplet med inddækning af det ensidigt hældende tag og monterede vinduer. Råhuset blev afsluttet med en flot facade i skifer, som både kan holde i flere år end det gennemsnitlige hus og kan genbruges, når huset ikke kan stå mere.
Byggeriet blev ekstra specielt af, at Sune ville genbruge de indvendige døre fra det gamle hus i det nye og nogle af de gamle mursten til en skorsten i stuen. Det tog vi selvfølgelig med i vores udformning af elementerne.
“Vi kunne godt lide teaktræsdørene og de gule mursten, så det var rart at kunne tage dem med videre. Jesper Secher er en superfleksibel samarbejdspartner og god at have en dialog med. Der var ingen problemer i, at vi ændrede på det undervejs, så længe vi beholdt den samme konstruktion.”
Bæredygtigt hus med jordvarme
Sunes hus er billigt at varme op, fordi han samtidigt fik lagt jordvarme på grunden. Men han er også imponeret over, hvor flot resultatet var ved trykprøven, da hans råhus stod klar.
Hvis du vil bygge selv, har Sune de her gode råd til dig:
- Vælg et fundament på skruer
- Vent et år med at fuge i hjørnerne, så træet har givet sig lidt
- Forvent at hver ændring i dit projekt fører andre ændringer med sig
- Vælg en grundig råhusbygger som os – det bliver dine andre håndværkere også glade for
Om det bæredygtige råhus i Værløse:
Opført: 2015
Bolig: 235 m2